Æg om vinteren – hvordan?

Wyandotten er en af de hønseracer der er kendt for at lægge æg i den mørke vintertid.

Lad det være sagt med det samme. For rigtig mange er der én primær grund til at holde høns. Æggene, selvfølgelig. Friske, endnu lune æg direkte fra redekasserne. Med æggeblommer så orange og velsmagende at man næsten ikke kan få nok.

Og så kan det gå i stå. Ikke fra den ene dag til den anden, men sådan at man pludselig ikke længere rundhåndet kan forære en bakke friske æg til naboen eller kollegerne hver anden dag. Der er kun lige æg nok til eget forbrug. Og så, en dag, slet ingen æg. Efterårets og vinterens korte dage har sat ægproduktionen på standby og dermed igangsat fældningen hos de voksne høns. Ærgrelsen ved at skulle købe de kedelige og voldsomt dyre æg i butikkerne, når man har en hel flok høns på kost, er næsten ubærlig.

Heldigvis kan man gøre noget ved begge ”problemer”. Jeg skriver problemer i gåseøjne fordi det jo er naturlige forhold, fældningen og vinterens korte dage. Fældningen vil jeg komme ind på ved en senere lejlighed. Her skal det handle om manglen på dagslys og hvad man gør ved det.

 

Løsningen er selvfølgelig at justere dagslængden hos hønsene ad kunstig vej. Og det er egentlig ganske overkommeligt fordi der ikke skal så meget lys til. Det er nemlig selve antallet af lyse timer der tæller og ikke hvor meget lys. Det det kræver er først og fremmest adgang til strøm i nærheden af hønsehuset. Dernæst en timer der kan tænde for strømmen tidligt om morgenen, og til sidst en lampe der passer til formålet (Jeg bruger selv en udendørs timer købt i Fakta og en skotlampe fra Jem & Fix til ialt ca 50 kr). Hvor stærk lyskilden skal være afhænger af de enkelte forhold. Er væggene i hønsehuset lyse og kan reflektere noget af lyset, og er arealet begrænset, bør hvad der svarer til en gammeldags 15 watts glødepære være nok.

Udendørs timer og skotlampe. Ialt ca 50 kt.

For hønsene er det vigtigt at de, når mørket falder på, i ro og mag kan finde op på deres pladser på siddepindene (Jeg forudsætter her at man har et vindue i hønsehuset), det kan de ikke hvis lyset slukkes pludselig. Det bedste er derfor at forlænge dagen ved at få hønsene tidligt ”ud af fjerene” så at sige. Man indstiller timeren til at tænde lyset en gang ved firetiden om natten. Det giver et samlet antal lyse timer på omkring tolv timer når dagene er kortest omkring nytår. Har man, som tidligere nævnt, et vindue i hønsehuset kan man indstille timeren til at slukke for lampen når der op ad morgenen eller formiddagen er dagslys nok. Så enkelt er det egentligt.

 

Når det er sagt, så vil jeg med det samme tilføje at det jo er helt legalt at have det standpunkt at høns skal have lov til at følge årstidernes gang, med hvad der dermed følger af op- og nedgange i æglægningen. Her har det stor betydning hvilke høns man holder. Nogle racer, for eksempel Wyandotten, er kendt for at blive ved med at lægge æg ud på vinteren, dog ikke samme mængder som i sommerhalvåret. Konsekvensen heraf bliver at man ikke altid har egne æg til rådighed i køkkenet i måske flere måneder om året, og evt må supplere med de kedelige æg fra butikkerne. Her er det op til den enkeltes temperament at vælge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *